At stå stærkt som professionel – når du står ved siden af mennesker i sorg

At støtte mennesker i sorg kan være noget af det mest meningsfulde, vi kan gøre. Men det kan også være hårdt. Jeg har mødt dygtige fagfolk, som brændte ud – ikke fordi de manglede evner, men fordi de bar for meget alene. Når det sker, risikerer hjælpen at falde sammen og efterlade de sørgende i en endnu mere sårbar situation. Hvis vi vil støtte andre på en bæredygtig måde, skal vi altså også beskytte os selv.

Tre påmindelser til dig, der arbejder med sorgstøtte

1. Kend din rolle
Ingen kan gøre alt. Som lærer, sygeplejerske eller socialrådgiver er det ikke dit ansvar at løse hele livssituationen. Din opgave er at give den støtte, du er ressource- og kompetencemæssigt klædt på til. Det kræver, at du tør sige: “Her går grænsen for min indsats” – og hjælper med at bygge bro til andre tilbud, når der er brug for mere.

2. Hav en sparringspartner
At stå tæt på mennesker i krise rejser altid svære spørgsmål. Hvad gør jeg, hvis støtten ikke ser ud til at virke? Hvis den efterladte afviser hjælp? Eller hvis jeg får pligt til at handle formelt? Ingen bør bære de dilemmaer alene. En kollega eller supervisor kan være det sted, hvor du deler vægten – så du ikke står alene i tvivlen.

3. Accepter at sorg ikke kan “fikses”
Vi vil gerne lindre smerten. Men ofte forlader en efterladt en samtale lige så trist, som da de kom. Det gør ikke mødet mindre værdifuldt. Nogle gange ligger værdien i, at sorgen fik plads til at være der – uden krav om forandring. Et simpelt spørgsmål kan hjælpe dig til at holde fast i åbenheden: “Føles den måde, vi arbejder sammen på, hjælpsom for dig?”