Om mig
Min baggrund, erfaring og drivkraft i arbejdet med sorg og krise
Jeg har altid været optaget af, at viden først giver mening, når den kan bruges i virkeligheden. Når en medarbejdergruppe skal møde en kollega efter et dødsfald. Når en leder skal finde ordene til sit team. Når en lærer står over for en elev i sorg. Når en forælder skal tale med sit barn om det, ingen af dem kan forstå. Det er dér forskningen bliver levende – når den giver mennesker mod, ro og klarhed til at handle.
Min tilgang er enkel. Jeg lytter, forstår jeres situation og finder sammen med jer det næste kloge skridt. Jeg omsætter ny, international viden til klare greb, enkle formuleringer og små strukturer, der kan bruges i hverdagen. Vi prøver af, justerer og forankrer – så det ikke bare bliver teori, men støtte, I kan mærke virker.
Jeg arbejder lige naturligt i samtaler med familier, i klasselokaler med fagpersoner eller i ledergrupper på arbejdspladser. Fundamentet er mange års forskning og praksis – i Danmark og i internationale miljøer som Trinity College Dublin og University of Cambridge – men sproget er altid menneskeligt, så alle kan være med.
Kernen er den samme, uanset hvem jeg sidder overfor: skabe ro, skabe retning, og gøre det muligt at handle. Viden må gerne være nuanceret, men løsningerne skal være enkle. Det er sådan, jeg arbejder med sorg og krise i virkeligheden.
Jeg har altid været optaget af, hvordan vi som samfund møder sorg – i familier, på arbejdspladser, i skoler og i den offentlige debat. For mig handler arbejdet ikke kun om at støtte mennesker midt i krisen, men også om at udfordre de vaner og forestillinger, der kan stå i vejen for god sorgstøtte. Når jeg holder oplæg, deltager i debatter eller rådgiver organisationer, er målet det samme: at skabe klarhed, inspirere til nye tilgange og bidrage til en kultur, hvor sorg mødes med omtanke og professionalisme.
Jeg samarbejder med internationale forskningsmiljøer og organisationer og er en anerkendt partner i udviklingen af nye tilgange til sorgstøtte i Europa.
Udvalgte faglige milepæle
Jeg er uddannet psykolog med en ph.d. fra University of Cambridge og har siden arbejdet i forskningsmiljøer i Danmark, Norge og Storbritannien. Før jeg blev psykolog, arbejdede jeg som pædagog. Det gav mig et grundlæggende perspektiv: at løsninger på sorg og krise altid skal fungere i praksis, ellers får de aldrig succes. Den erfaring bærer jeg med mig i alt mit arbejde – også når jeg udvikler forskning og strategier på internationalt niveau.
Jeg har skrevet to bøger og mere end 30 forskningsartikler om sorg og krise og er en hyppigt anvendt ekspert i både danske og internationale medier. En fuld publikationsliste kan læses her.
Uanset om jeg forsker, underviser eller rådgiver, arbejder jeg altid med at udfordre vores forståelse af støtte og med at udvikle nye veje til bedre sorgstøtte – både nationalt og internationalt.