Hvorfor åbne invitationer sjældent hjælper, når nogen sørger

Vi siger det ofte i bedste mening: “Sig endelig til, hvis du har brug for noget.” Det lyder omsorgsfuldt, men i praksis virker det sjældent.

Når man er midt i et tab, er der sjældent overskud til at gennemskue, hvad man har brug for, og endnu mindre til at bede andre om det. Resultatet er, at den støtte vi tror, vi tilbyder, i stedet kan føles som en ekstra opgave. Og ekstra ansvar er noget af det tungeste, når man i forvejen er helt drænet.

Det er baggrunden for denne infografik. Ikke for at pege fingre, men for at give nogle få, konkrete greb at falde tilbage på, når man står over for et menneske i sorg og bliver i tvivl om, hvad man skal gøre. For den tvivl opstår næsten altid, og åbne invitationer løser den ikke.

På tværs af forskning, praksis og mange samtaler med børn, unge, forældre og medarbejdere i sorg bliver det samme tydeligt igen og igen. De har brug for, at vi:

• tager det første skridt,
• holder kontakten stabil og forudsigelig, i stedet for at forsvinde ud i stilhed,
• og sænker tempoet, i stedet for at trække dem hurtigere frem, end de kan følge med til.

Det er ikke store indsatser, men små justeringer, der ændrer meget.

• Et konkret forslag i stedet for et åbent “sig til”.
• En aftalt opfølgning i stedet for lange pauser.
• Et tempo der tager udgangspunkt i deres situation, ikke i vores kalender.

Hvis du arbejder med børn, familier, medarbejdere eller andre, der lever med sorg tæt inde på livet, håber jeg, at infografikken kan fungere som en simpel påmindelse. Ikke om at gøre mere, men om at tilpasse den støtte du allerede giver, så den er nemmere at tage imod.