Når alle beskytter alle, kan sorgen blive ensom
I familier ramt af tab sker der tit det samme, næsten uden at nogen lægger mærke til det. Man beskytter hinanden.
Den voksne holder sammen på sig selv, så børnene kan føle sig trygge. Teenageren bliver stille, så forælderen ikke får mere at bære. Den yngste prøver at være normal, fordi det virker til at holde stemningen oppe.
Det kan ligne coping, og på en måde er det også det. Men der ligger en risiko lige under overfladen, at alle sørger alene, selv om de er i samme rum.
Over tid kan tavsheden blive hårdere. Ikke fordi nogen vælger den, men fordi ingen helt ved, hvordan man bryder den uden at gøre det værre. Og langsomt bliver “vi passer på hinanden” til “vi går hver for sig”.
Fire mønstre der opstår, selv når alle gør deres bedste
Gennem mange års arbejde med sørgende familier ser jeg de samme mønstre gå igen, ikke fordi familier svigter, men fordi sorg gør kontakt sværere, end den burde være.
- Alle venter på, at nogen andre går først.
Når ingen vil starte, ender det ofte med, at ingen starter, og ingen får et sted at lande. - Forskellig sorg føles som et problem.
En græder, en bliver tavs, en bliver praktisk. Det kan føles som om nogen gør det forkert, selv om de bare gør det forskelligt. - Den, der døde, glider ud af samtalen.
Mange familier undgår navne og minder af frygt for at åbne noget, de ikke kan lukke igen. Men fraværet af den døde bliver også et fravær af sammenhæng. - Skole og arbejde bliver noget, man navigerer alene.
Når ingen lægger en plan, bliver usikkerhed en ekstra byrde, for både børn og voksne.
Der er en mærkelig dobbelhed her. Familien er tættere end nogensinde, og alligevel mere alene end før. Det lyder som en modsætning, men det er ofte præcis sådan, det føles.


