At tale om sorg kræver mere end at sige, at vi skal
Refleksion: Vi gentager ofte, at vi skal tale om sorgen, men uden at vise hvordan, bliver ordene en stille form for tavshed
For nogle år siden, efter et oplæg jeg holdte på en større konference, trådte en bedstefar frem og ville gerne tale. Han fortalte, at familien havde valgt ikke at nævne tabet af hans barnebarns far. Han sagde det med varme og med en overbevisning om, at tavsheden var en form for omsorg, som om stilheden kunne blødgøre det hele. Jeg glemmer det ikke, for hans historie blev et klart eksempel på, hvor let vi mennesker kan komme til at gøre skade, når vi prøver at beskytte, men ikke helt ved hvordan.
Den fortælling står ikke alene. I mange år har vi sagt, at det sjældent hjælper at tige sorgen væk. Vi har talt om åbenhed, mod og nærvær. Alligevel oplever mange mennesker i sorg, at der bliver stille omkring dem. Ikke fordi omgivelserne ikke vil hjælpe, men fordi ønsket om at gøre det rigtige aldrig rigtig bliver til handling.
Det er let at enes om, at vi “skal tale om sorgen”. Men uden at vise hvordan, bliver sætningen hul.
Det svarer lidt til at sige til en, der ikke kan sove, at han bare skal lægge sig ned og falde i søvn.
Han kender rådet. Det er vejen derhen, der mangler.
For nylig fortalte en kvinde, der havde mistet sin bror, hvordan en kollega langsomt forsvandt. Ikke af ond vilje, men af frygt. Han var bange for at sige noget forkert, bange for at gøre dagen værre. Og til sidst bar hun også hans usikkerhed oven i sin egen sorg. Det burde have været omvendt. Det var hende, der havde mistet, men han var den, der brød sammen.
Filosoffen Emmanuel Levinas har skrevet om, hvordan mødet med et andet menneskes ansigt vækker en fornemmelse af ansvar i os. Vi mærker instinktivt, at vi bør tage vare. Men den samme fornemmelse kan lamme. For hvad hvis vi gør noget forkert Hvad hvis vi rammer ved siden af Hvad
hvis vi kommer til at gøre mere skade end gavn
Men stilhed er ikke neutral. Den kan føles som fravær. Som om verden helst vil tilbage til, hvordan den var før tabet. For den, der sørger, kan stilheden blive en slags tom plads, hvor relationer engang stod.
Så, hvordan taler vi med mennesker i sorg Ikke med store ord, men i små bevægelser. At nævne den døde ved navn, når sorgen ligger tæt. At sende en besked, ikke kun den første uge, men også længe efter. At sætte en gryde mad på trappen. At tilbyde at hente børnene. At blive siddende i den type stilhed, der ikke presser, men bærer. Ikke fordi vi kan fixe sorgen, men fordi ingen skal bære den alene.
Det fjerner ikke smerten. Det ændrer ikke tabet. Men det gør, at sorgen bliver delt. Og lige dér kan et menneske mærke, at verden ikke har vendt sig væk.
Vi har i mange år sagt, at vi skal tale om sorgen. Måske er det nu tid til at vise, hvordan vi faktisk gør det. Ikke som en manual, men som en måde at være sammen på, når livet mister sin form.
Først dér bliver ordene mere end en velmenende sætning. Først dér bliver de til handling. Og måske er det netop dér, støtte begynder.
