At være i sorg og forælder på samme tid: 3 måder at støtte dem, der står tilbage
Forestil dig en hverdag, hvor du skal smøre madpakker, hjælpe med lektier og læse godnathistorier, mens du samtidig er ved at miste fodfæstet i livet, fordi din partner er død. Sådan ser virkeligheden ud for mange forældre, der står tilbage efter et tab. Sorgen rammer ikke kun den voksne, den snor sig ind i hele familiens rytme. Alligevel er det muligt at gøre en forskel, hvis vi omkring dem tør træde ind og støtte. Ikke nødvendigvis med store løsninger, men med nærvær, ord og små handlinger. Her er tre måder, forskningen peger på, at vi kan støtte forældre, der balancerer mellem tab og forældreskab:
1. De fejler ikke – de sørger
Når sorgen tager al energi, kan mange forældre føle, at de svigter deres børn. De orker måske ikke de samme aktiviteter som før, og det kan føles som utilstrækkelighed. Men det er ikke et tegn på fiasko – det er sorgens natur.
💡 Tip til dig, der støtter: Anerkend det, du ser. Sig fx: “Det giver så god mening, at du føler dig overvældet – det her er et kæmpe tab.” Spørg derefter, hvilken lille, konkret opgave du kan tage fra deres skuldre.
2. Hjælp dem med at finde ordene
De fleste forældre ved godt, at børn har brug for at tale om døden. Men mange mangler kræfterne – eller ordene – til at starte samtalen.
💡 Tip til dig, der støtter: Tilbyd blid hjælp. Det kan være med en mindebog, en fælles historie eller blot ved at sidde med i en samtale. Tavshed er ikke det samme som undgåelse; nogle forældre går bare i stå og ved ikke, hvordan de gør det rigtigt. Én struktureret samtale med en ven, lærer eller professionel kan være nok til at løsne op.
3. Forsvind ikke
I de første dage efter et dødsfald summer det af aktivitet: der laves mad, der sendes blomster, der gives kram. Men når månederne går, stilner det ofte af – selv om sorgen langt fra forsvinder. Den dukker op igen ved mærkedage, ved skolestart, ved første jul uden. 💡 Tip til dig, der støtter: Vær den, der husker det lange perspektiv. Tjek ind efter tre måneder, ikke kun i den første uge. Marker dødsdagen. Tilbyd praktisk hjælp – ikke kun sympati.
