At være barn i sorg: Hvad skolebørn har brug for fra os voksne

I et tidligere indlæg skrev jeg om, hvordan vi kan støtte små børn i mødet med sorg. Men når børn bliver ældre, ændrer deres behov sig – ligesom måden, de udtrykker og forstår tab på. For skolebørn kan sorgen komme og gå, vise sig mere i adfærd end i ord, og følge dem på tværs af arenaer: derhjemme, i skolen, blandt venner og i stille øjeblikke alene. Vores støtte må følge med.

1. Sorg kan vende tilbage over tid

Sorg er ikke noget, et barn bare “kommer over.” Selv når det ser ud til, at de har det godt, kan følelserne dukke op igen – ofte uden varsel. Højtider, fødselsdage eller dødsdagen kan let udløse en fornyet sorgreaktion.

Mit råd: Følg op jævnligt og over tid.
Børn har ofte brug for tilbagevendende støtte. En enkel sætning som “Nogle dage er sværere end andre – og det er helt okay” kan give en følelse af forståelse og accept. At sorgen vender tilbage er ikke et tegn på, at noget er galt – det er en naturlig konsekvens af at have mistet en, der betød meget.

2. Børn skal inddrages i beslutninger, der handler om dem
Børn ved ofte mere, end vi tror, om hvad de selv har brug for. At lade dem være med i beslutninger – fx hvornår og hvordan man taler om tabet, eller hvem der skal informeres – giver dem en følelse af kontrol, tryghed og anerkendelse som individer. Som en pige fra min ph.d.-undersøgelse sagde det:

“Det handler jo om os! … Når det hele handler om os, hvorfor skulle vi så ikke have noget at sige?”
— Sofie, 12 år

Mit råd: Spørg, i stedet for at gætte.

• “Hvordan har du det med den støtte, vi har planlagt – er der noget, du gerne vil ændre?”
• “Hvornår er et godt tidspunkt at tale – og hvornår er det ikke?”

3. Venskaber er vigtige – men kræver voksnes støtte

Venner er centrum i skolebørns liv, og deres betydning vokser i takt med alderen. Men kammerater ved ikke altid, hvordan de skal møde en, der sørger. Det kan føre til akavethed, misforståelser eller social tilbagetrækning.

Mit råd: Støt både barnet og dets venner.

Voksne kan hjælpe med at forberede klassekammerater og give dem alderssvarende viden og redskaber. Det reducerer stigmatisering og gør det lettere for barnet at vende tilbage til hverdagen. Det handler om at skabe et rum, hvor der både er plads til sorg – og til stadig at være den, man var.