Skal vi fortælle børn sandheden om selvmord?
For noget tid siden underviste jeg fagfolk i en dansk kommune om børns sorgreaktioner i dagtilbud og skoler. Midt under undervisningen blev jeg stillet et spørgsmål, som mange voksne frygter:
“Skal vi fortælle børn sandheden om selvmord?”
Jeg svarede, at jeg mener, vi altid bør være ærlige over for børn – og forklarede hvorfor. Til min overraskelse rejste en ledende psykolog sig og sagde, at det ikke var deres kommunes politik. Det satte gang i mine egne overvejelser: Kunne det være mig, der tog fejl?
For at være sikker søgte jeg sparring hos professor Atle Dyregrov. Han pegede mig videre til Magne Raundalens klassiske artikel “Hvad skal vi fortælle børn om selvmord?” Artiklen bekræftede mig i, at børn faktisk har brug for sandheden – men på en måde, der passer til deres udvikling og situation. Her er nogle af de vigtigste pointer, jeg tager med mig i mit arbejde:
- Hjælp børn med at forstå, hvad der er sket. Børn har brug for forklaringer, der matcher deres alder. Små børn kan forstå billeder som “mørke tanker” eller “en sygdom i tankerne”, mens større børn har brug for mere konkrete forklaringer og mulighed for at stille spørgsmål. Det vigtigste er ærlighed – uden at dele detaljer, der kan virke unødigt skræmmende.
- Skab tryghed og stabil støtte. At tale om selvmord er svært – både for barnet og for den voksne. Derfor er det afgørende, at barnet mødes af en rolig og empatisk voksen, der kan tage samtalen, skabe tryghed og vende tilbage til emnet igen, efterhånden som barnet bearbejder tabet. Nogle gange kan professionel støtte være nødvendig.
- Vælg det rette tidspunkt. Børn fornemmer hurtigt, når noget holdes skjult. Hvis sandheden tilbageholdes for længe, kan de selv skabe forklaringer, som ofte er mere skræmmende end virkeligheden. Og opdager de senere, at sandheden blev skjult, kan det skabe mistillid eller følelse af svigt. En tidlig, nænsom og alderssvarende forklaring styrker barnets tillid og giver dem mulighed for at være en del af familiens sorgproces.
